Thursday 22. Oct 2026

Landbrug

20. Aug 2026

Bæredygtigt Landbrug kalder til demonstration: "Staten fyrer halvdelen af danske landmænd"
Bæredygtigt Landbrug mener, at politikerne udhuler landbrugserhvervet med den såkaldte gødskningslov. Organisationen opfordrer derfor landbrug, landmænd, følgeerhverv og alle, der vil kæmpe for dansk fødevareproduktion, til at møde op på Christiansborg Slotsplads på tirsdag 1. september klokken 9.30, når Folketinget 2. behandler lovforslaget.
Bæredygtigt Landbrug kalder til demonstration: "Staten fyrer halvdelen af danske landmænd"

Landbruget vil samle hele erhvervet til at "se politikerne i øjnene, når staten fyrer halvdelen af danske landmænd". Det meddeler Bæredygtigt Landbrug, som nu kalder til demonstration ved Christiansborg. Foto: Bæredygtigt Landbrug (beskåret).

Når Folketinget tirsdag den 1. september 2. behandler gødskningsloven, skal politikerne se de omfattende konsekvenser af deres regulering i øjnene. Derfor indkalder Bæredygtigt Landbrug sammen med en række kræfter i landbruget til demonstration på Slotspladsen ved Christiansborg. Det oplyser de i en pressemeddelelse.


– Vi er rigtig mange vrede og dybt frustrerede landmænd, som gennem lang tid har måtte se til, at politikerne udhuler vores erhverv. Vi står over for, at politikerne stemmer et lovforslag igennem, som kommer til at fyre over halvdelen af danske landmænd. Det nægter vi at lade gå uhørt hen, siger Niels Hauge Mikkelsen, formand i Bæredygtigt Landbrug i meddelelsen.


De seneste ændringer i kvælstofudledningsgrænserne, som kom i juli, betyder, at 65 procent af Danmarks dyrkede areal står over for så hård kvælstofregulering, at grundlaget for den nuværende fødevareproduktion bliver fjernet på store arealer.


Bæredygtigt Landbrug har løbende holdt sine medlemmer orienteret om den i deres optik usaglige regulering og konsekvenserne heraf samt landmændenes rettigheder. Organisationen har gennem to år fastholdt kritikken af den grønne trepart og den tilhørende kvælstofregulering, blandt andet fordi aftalerne mangler et fagligt grundlag og har ført landbruget bag lyset. Men beslutningstagerne har været umulige at råbe op, mener Niels Hauge Mikkelsen.

– Vi har fremlagt fakta og konkrete beregninger fra bedrifter, der viser reguleringens vidtgående konsekvenser, som grøn trepart og kvælstofreguleringen påfører erhvervet. Politikerne har ikke lyttet. Derfor er vi nu til stede, når politikerne med helt åbne øjne træffer en beslutning baseret på et usagligt grundlag, der udhuler dansk fødevareproduktion, følgeerhverv og livet på landet, siger han.

Demonstrationen finder sted tirsdag den 1. september klokken 9.30 på Christiansborg Slotsplads. Der bliver mulighed for opsamling med bus flere steder i landet.

– Vi opfordrer landmænd, følgeerhverv og alle, der har berøring med erhvervet, til at møde op til demonstrationen, siger Niels Hauge Mikkelsen.


Der er oprettet en kampagneside til demonstrationen, www.fyretlandmand.dk. Her vil vi løbende opdatere om demonstrationen.