Thursday 22. Oct 2026

Køge

02. Jul 2026

Fuld skrue i Norden: fischer står på et solidt fundament og vinder frem hos kunderne
Siden 2017 har fischer med hovedsæde i Køge gennemgået en markant udvikling i de nordiske lande. Med fokus på logistisk, kultur og kompetencer er virksomheden gået fra at være en udfordret aktør til i dag at stå med et solidt fundament og et klart vækstpotentiale på tværs af alle markeder.
Fuld skrue i Norden: fischer står på et solidt fundament og vinder frem hos kunderne

Siden 2017 har fischer opbygget en stærkere nordisk organisation med fokus på kultur, kompetencer, logistik og tæt samarbejde på tværs af markederne. Under artiklen ses Nordic Managing Director, Niels Kold Nielsen, samt virksomhedens hovedsæde i Køge. Foto: PR.

Da Niels Kold Nielsen tiltrådte som Nordic Managing Director i 2017, var ambitionerne klare, men udgangspunktet krævede en grundlæggende transformation for at kunne leve op til de fremsatte målsætninger.


På det tidspunkt, for små 10 år siden, var forretningen i Norden præget af manglende struktur og begrænset tilstedeværelse i markedet. For at ændre det blev der lagt en langsigtet plan, hvor fokus i første omgang ikke var vækst, men fundament.


– Vi var nødt til at starte forfra. Organisationen, processerne og vores måde at arbejde på skulle gentænkes, hvis forretningen skulle holde på den lange bane, siger Niels Kold Nielsen.


En af de største opgaver var at etablere et velfungerende logistik-setup. Uden stabil leveringsevne var det vanskeligt at opbygge tillid hos kunderne, særligt i en branche, hvor tilgængelighed er afgørende.


Samtidig blev der gennemført en analyse af markedet, som tydeliggjorde behovet for at styrke sortimentet inden for særligt skruer. Det blev startskuddet til en målrettet udvikling af produktporteføljen, så den i højere grad matcher de nordiske behov.


Et fælles nordisk afsæt


En central del af strategien har været at samle indsatsen på tværs af Danmark, Sverige, Norge og Finland. Mange kunder opererer i dag på tværs af landegrænser, og det stiller krav til leverandørerne om at kunne følge med, påpeger Niels Kold Nielsen.


– Hvis vi ikke tænker Norden som én samlet enhed, bliver vi ikke relevante for de kunder, vi gerne vil arbejde med, nævner han.


Kultur og kompetencer som drivkraft

På rejsen mod et stærkt fundament, har det ikke kun handlet om struktur og systemer. Vigtige faktorer som at opbygge en fælles kultur og løfte kompetenceniveauet både internt og hos samarbejdspartnere har været centralt.


Der er blandt andet etableret et kundecenter, hvor forhandlere og samarbejdspartnere bliver trænet i produkter, anvendelse og korrekt montage. Formålet er at sikre, at viden følger med produkterne og skaber værdi hele vejen ud til slutbrugeren.


– Vi arbejder ikke kun med produkter, men med løsninger. Det kræver, at både vi og vores kunder har den nødvendige viden til at træffe de rigtige valg, fortæller Niels Kold Nielsen.


Den tilgang afspejler en bredere strategi, hvor fokus er på at gøre det nemt og trygt for både forhandlere og professionelle brugere at vælge de rigtige løsninger gennem høj kvalitet, dokumentation og teknisk rådgivning, lyder vurderingen.


Klar til næste skridt


I dag står fischer med en langt stærkere position i Norden end for knapt 10 år siden. Fundamentet er på plads, organisationen er styrket, og samarbejdet på tværs af markederne er etableret og fungerer efter de fremsatte ambitioner.


Men ifølge Niels Kold stopper udviklingen ikke her.


– Vi er stolte af den vækst, vi har skabt, men vi hviler ikke på laurbærrene. Vi ved, at der stadig er et stort potentiale i markedet, og vi har en klar ambition om at udvikle os yderligere i takt med kundernes behov, siger han.


Næste skridt bliver at udvide produktsortimentet, uden at gå på kompromis med leveringsevne og det etablerede logistik-setup. Målet er at fortsætte med at levere de rigtige løsninger og fortsat styrke virksomhedens position som en stabil og kompetent samarbejdspartner i det nordiske marked.